Region Midtjylland har lanceret en ny hjemmesideportal, som indeholder viden om værktøjer og forskning fra hele landet i forbindelse med patient- og borgerkommunikation.

Hjemmesiden har allerede omkring 60 værktøjer – dvs. konkrete eksempler på indsatser inden for patient- og borgerkommunikation. Derudover kan man finde links til forskning og navne på forskere på området.

Helle Petersen, lektor ved Roskilde Universitet, har arbejdet sammen med Region Midtjylland om projektet. Hun har forsket i hospitalers kommunikation gennem de seneste ti år og mener, der vil være stor efterspørgsel på hjemmesidens indhold.

- Når jeg er ude for at fortælle hvad andre gør, så slår de sundhedsprofessionelle ørerne ud. De vil gerne bruge andres erfaringer. Man vil utrolig gerne have gode løsninger, hvor effekten er dokumenteret, siger hun.

Fakta

  • Hjemmesiden har adressen: www.patientkommunikation.dk
  • Det er muligt at tilmelde sig et nyhedsbrev fra portalen
  • Hjemmesiden indeholder bidrag fra alle fem regioner og er under løbende udbygning med nye værktøjer, forskningsprojekter og anden relevant viden.
  • Siden henvender sig til alle sundhedsprofessionelle, og andre, som arbejder med patient- og borgerkommunikation i hele landet.
  • Det er Region Midtjylland der financierer hjemmesiden og står for sidens drift.