07.03.2019

Måske kender du historien Niels Holgersens forunderlige rejse? Niels er en dreng, der tager helt forkerte valg i sit liv, kun tænker på sig selv og er ond mod dyr. En dag gør Niels noget så forkert, at han er nødt til at begive sig ud på en lang rejse. En rejse, der forandrer ham til det langt bedre.

 

Patricia er 18 år og ligner Niels på mange områder. Lige på nær at Patricia aldrig kunne drømme om at være ond mod dyr. Aldrig. Til gengæld har hun, som Niels, taget kvantespring i livet.

På bare tre år har hun rykket sig længere, end de fleste af os andre når på et helt liv. I et køkken på Mols fortæller hun historien om, hvordan hun gik fra stofmisbruger og vanekriminel til en ung kvinde med drømme og håb for resten af livet. Køkkenet tilhører pædagogen Jean.

Flugtdronningen blev sat fast

Da Patricia var 15 år flyttede hun kort før jul ind på Grenen, der er et bosted for kriminalitetstruede eller dømte unge mennesker. Et sted hun hadede fra dag et.

- Jeg havde kun en tanke i hovedet. Jeg ville væk. Hjem til mine venner og til min kæreste. Grenen var et lortested, fyldt med pædagoger og psykologer. Mennesker som jeg hadede. Så jeg ville ikke være der, husker Patricia, der i dag er 18 år og en helt, helt anden Patricia end den, der flyttede ind på Grenen.

Patricias tanker om at komme væk, blev ikke bare ved tankerne.

- De første seks måneder stak jeg af uafbrudt. Jeg er blevet hentet mange gange og kørt tilbage på Grenen. Jeg har snydt personalet og løjet mig til muligheder for at stikke af, fortæller hun.

Under en af turene væk, skete der noget, der med et trylleslag ændrede Patricias måde at se sig selv, Grenen og verden på.

- På et tidspunkt lavede jeg noget lort – og endte med at blive taget af politiet og smidt i arresten. Et lille låst rum uden vinduer og enormt tykke mure. Det var forfærdeligt, men alligevel det helt rigtige for mig. For da jeg sad der og havde det forfærdeligt, lovede jeg mig selv, at jeg aldrig mere ville spærres inde på den måde. At jeg ville gøre alt for at undgå, at jeg prøvede det igen. Så jeg tog en beslutning. Jeg blev nødt til at give Grenen en chance. Og det gjorde jeg heldigvis.

Hestemanden og regelrytteren

Tilbage på Grenen var det stadig svært for Patricia at acceptere rammerne og reglerne. Men på trods af, at de fleste ansatte stadig var nogle idioter i hendes øjne, så blev hun.

- Der var en af de ansatte, som jeg slet ikke kunne klare - Jean. Han var simpelthen så optaget af, at alle regler skulle følges hele tiden. Men en dag fandt jeg ud af, at vi havde samme interesse. Nemlig heste. Fra den dag af, skete der noget. Pludselig kunne vi tale om noget, som vi begge kunne lide. Og jeg fandt ud af, at han måske ikke udelukkende var en komplet idiot, griner hun.

Patricia og Jean begyndte at tale mere sammen. Om heste. Og hun kom med hjem og så dyrene og begyndte at hjælpe til i stalden og ride.

- Jeg elsker dyr. De er altid ved din side. De sladrer ikke og er glade for at se en. Man kan regne med dem. Det kan man ikke altid med mennesker. Mennesker kan sladre, skuffe og nedgøre en. I mit liv har jeg oplevet mange svigt og er derfor altid på vagt over for mennesker. Man ved aldrig, hvad de vil en. Sådan havde jeg det i hvert fald før, fortæller Patricia.

For efter mødet med Jean og hestene udviklede der sig et venskab og tillidsforhold mellem den "sure regelrytter" og "flugtdronningen". Et forhold, der stadig udvikler sig – og som har betydet, at Patricia i dag, ser noget anderledes på mennesker.

- I dag møder jeg ikke alle med mistro. Før vidste jeg, at andre bare ville udnytte mig og stolede ikke på nogen. I dag tænker jeg, at jeg jo ikke kan vide, hvem folk er. Jeg er nødt til at give dem en chance. Det skal Jean helt klart have en stor del af æren for. Han har vist mig, at man også kan stole på mennesker. Han forsvinder ikke. Han er der for mig. Det betyder enormt meget for mig at vide det.

Når jeg kan – så kan alle

Patricias nye måde at møde mennesker på har betydet, at hun i dag er opsøgende. Hun bor stadig på Grenen og når man ankommer til Grenen som ung, kan man være sikker på, at Patricia nok skal henvende sig til en.

- Når der kommer en ny pige, sørger jeg altid for at sige hej og være der. Jeg kan tydeligt huske, hvordan jeg havde det, da jeg kom. Jeg vil gerne fortælle de nye, der måske har det lige som jeg havde det, at der er et håb for dem. At Grenen er et godt sted. At man kan ændre sig her – få en ny chance. Men jeg ved godt, at jeg ikke bare kan sige det – og så ændrer de sig. Jeg stolede jo heller ikke på nogen, da jeg kom. Så hvorfor skal de stole på mig? Alligevel siger jeg det – og prøver at være en, de kan stole på og en der er der. Sådan en har alle mennesker brug for. Jeg har Jean.

Patricia har selv ønsket at fortælle sin historie. For hende er det vigtigt, at indgyde andre håb.

- Jean, hans familie og netværk har vist mig, at der er en vej ud. At man får en masse igen, hvis man giver lidt af sig selv. Jeg vil rigtigt gerne vise andre, at det kan lade sig gøre at ændre sig og få et bedre liv. Så er der bare en, der læser min historie og tænker, at der måske er håb for dem, så skal jeg selvfølgelig fortælle den.

Masser af drømme

I dag er Patricia lige fyldt 18 år. Hun står foran masser af udfordringer. Hvor længe skal hun blive på Grenen? Vil kommunen, som hun kommer fra, hjælpe hende med en bolig og skal hun flytte tilbage til Sjælland og kæresten?

I stedet for at tænke problemerne kæmpestore, har Patricia valgt en anden strategi. En strategi, hun ikke var i stand til at bruge som 15-årig.

- Jeg planlægger og drømmer. Prøver at se frem i mit liv. Jeg vil gerne have et sted at bo. Alene. Jean har sagt, at jeg kan flytte ind hos ham og hans kone. Men jeg vil gerne flytte for mig selv, selv om jeg ikke slipper det sted her. Eller de mennesker der er her. Og så vil jeg tage en HF og måske være veterinærsygeplejerske. Jeg vil gerne være noget, hvor jeg hjælper dyr, siger hun.

Patricia er udmærket klar over, at det hun har gennemlevet de sidste tre år, ikke er helt almindeligt. Og hun er også fuldt ud bevidst om, at hun ikke er færdig med sin rejse endnu.

- Hvis Patricia på 15 år havde hørt om sig selv tre år ude i fremtiden, havde hun sagt fuck dig. Det havde hun slet ikke kunnet fatte eller tro på. Så jeg er enormt glad for det, jeg har gjort. Grenen, Jean og mig selv, har gjort mig til den, jeg er i dag. Men jeg er ikke færdig endnu. Jeg skal mere i mit liv. Have en uddannelse, et sted at bo og forhåbentlig en familie ude i fremtiden. Jeg er godt klar over, at der kommer op- og nedture i livet. Sådan er det. Men jeg vil ikke flygte fra det. Jeg vil udvikle mig og lære af det hele. Jeg føler mig i hvert fald klar til at begynde en ny rejse. Og heldigvis har jeg backup i Jean og hans familie. Jeg er heldig, at jeg mødte ham. Og i dag kan jeg se, hvor heldigt det var, at jeg kom på Grenen.