29.02.2018

En ændret måde at arbejde med anbragte børn og unge har så stor effekt, at antallet af magtanvendelser er faldet med 37 procent. Det viser en ny opgørelse fra Specialområde Børn og Unge, SBU, i Region Midtjylland.

For to år siden ændrede Specialområde Børn og Unge, SBU, i Region Midtjylland sin faglige kurs og indførte en ny arbejdsmetode på alle afdelinger for anbragte børn og unge. Low Arousal hedder metoden. På dansk kan det oversættes til afpasset pædagogik, hvor formålet er at skabe mindre stress og færre konflikter.

Den faglige kursændring betyder, at antallet af magtanvendelser blandt anbragte børn og unge på kun to år er faldet med 37 procent. Det fremgår af en forsknings- og udviklingsrapport, som Specialområde Børn og Unge, SBU, i dag offentliggør.

- Jeg er meget stolt over, at det på kun to år er lykkedes for os at ændre vores faglige tilgang til de børn og unge, som er anbragte på vores afdelinger, siger SBUs områdechef Tove Nedergaard.

- Med den nye metode gør vi os umage med at forstå børnene og de unge og se bag om deres reaktionsmønstre. Dermed forebygger vi konflikter og mindsker brugen af magtanvendelser, siger hun.

 Resultaterne vækker glæde hos formanden for psykiatri- og socialudvalget, Jacob Isøe Klærke:

- Det er flot, når en faglig og målrettet indsats bærer frugt. Det øger trivslen – ikke alene hos børnene og de unge, men også hos personalet. Så der er al mulig grund til at være stolt over resultaterne, roser udvalgsformanden.

Målet er nu at få antallet af magtanvendelser endnu længere ned. Alle medarbejdere i SBU, lige fra timevikaren til afdelingslederen, uddannes i at arbejde ud fra metoden Low Arousal. Der er særlige kursusforløb flere gange om året. Ud over et fald i antallet af magtanvendelser har arbejdsmetoden forbedret medarbejdernes trivsel. På kun to år er sygefraværet faldet med 37,3 procent.

 

Læs hele rapporten her